Et samarbejde med et e-handelsbureau er et stort skridt for mange webshop-ejere, men det behøver ikke at være kompliceret. Det rette bureau kan hjælpe dig med alt fra at udvikle din webshop til at tiltrække flere kunder.
Måske er du nået til et punkt, hvor du har brug for ekstra ekspertise, men er i tvivl om, hvad der giver mest mening. Er investeringen det værd? Skal du ansætte en medarbejder eller få hjælp fra et bureau? Og hvilken type bureau passer bedst til din virksomhed?
I denne guide gennemgår vi, hvad du skal vide for at vælge det rette e-handelsbureau til din webshop.
Hvad er et e-handelsbureau?
Et e-handelsbureau er en B2B-virksomhed, der hjælper virksomheder med at starte, drive og udvikle deres onlineforretning. Bureauer tilbyder typisk ydelser som digital markedsføring, SEO, indholdsproduktion, administration af sociale medier og meget mere, alt efter virksomhedens behov.
Typer af e-handelsbureauer
- Markedsføring og salg
- Opsætning og administration af butik
- Udvikling og fejlfinding
- Visuelt indhold og branding
- Indhold og tekstforfatning
- Ekspertvejledning
Nogle bureauer tilbyder en bred vifte af digitale marketingydelser, mens andre har specialiseret sig i bestemte områder af e-handel. Her er nogle af de mest almindelige typer af e-handelsbureauer.
Markedsføring og salg
Bureauer inden for markedsføring og salg hjælper webshops med at tiltrække flere kunder og omsætte trafik til salg. De kan bl.a. hjælpe med:
- E-mail-markedsføring: Planlægning og gennemførelse af målrettede e-mailkampagner.
- SEO: Optimering af din webshop, så den opnår bedre placeringer i søgeresultaterne.
- Søgemaskineannoncering: Betalte annoncer, der øger synligheden i søgemaskiner.
- Markedsføring på sociale medier: Promovering af produkter og brands på sociale medier.
- Indholdsmarkedsføring: Produktion af relevant indhold, der tiltrækker og fastholder kunder.
- Konverteringsoptimering (CRO): Konverteringsoptimering går ud på at forbedre din webshop, så flere besøgende bliver til kunder.
Da luksusbrandet Mac Duggal ville gentænke sin digitale markedsføringsstrategi, samarbejdede virksomheden med e-handelsbureauet Prospect Knight. Resultatet var en fordobling af brandets afkast på annonceinvesteringer (ROAS).
Opsætning og administration af butik
Bureauer med speciale i butiksopsætning og -drift hjælper med de tekniske aspekter af en webshop.
Hvis du mangler teknisk ekspertise eller ikke har tid til selv at udvikle din webshop, kan et bureau til webshops bl.a. hjælpe med:
- Butiksopbygning eller redesign
- Opsætning af produkter og kollektioner
- Headless commerce
- Audit af webshoppen og optimeringsstrategier
- Optimering af betalingsprocessen
- Migrering af webshoppen til en ny platform
Ved en migrering flyttes webshop, indhold og data fra én platform eller hostingløsning til en anden. Shopify Plus Partner-bureauet Able Sense hjalp fx tøjbrandet Stanfield's med at migrere deres webshop til Shopify. Efter overgangen oplevede virksomheden 168 % flere konverteringer, 20 % højere gennemsnitlig ordreværdi (AOV) og 59 % flere transaktioner.
Udvikling og fejlfinding
Bureauer, der specialiserer sig i udvikling og fejlfinding arbejder med at bygge skræddersyede apps og integrationer, der kan udvide funktionaliteten i din webshop. Samtidig kan de hjælpe, hvis der opstår tekniske problemer som fejl i betalingsprocessen eller udfordringer med lagerstyringen.
De kan bl.a. hjælpe med:
- Tilpassede apps og integrationer: Udvikling af løsninger, der matcher virksomhedens behov.
- Domæneopsætning: Konfiguration af egne domæner og webadresser.
- Fejlfinding: Identifikation og løsning af tekniske problemer.
- Systemintegration: Integration af forskellige systemer, så de arbejder problemfrit sammen.
Luksusbrandet Belstaff flyttede fx til Shopify for at samle sine online- og fysiske salgskanaler og reducere kompleksiteten i sine systemer.
Ved hjælp af en unified commerce-strategi kunne virksomheden samle sine data, skabe et bedre overblik over kunderejsen på tværs af kanaler og forbinde POS- og e-handelssystemerne med NetSuite ERP.
Visuelt indhold og branding
Bureauer inden for i visuelt indhold og branding hjælper med at skabe en stærk visuel identitet, så din virksomhed skiller sig ud fra konkurrenterne.
De kan bl.a. hjælpe med at:
- Udvikle logo og visuel identitet.
- Designe bannerannoncer og grafisk materiale.
- Producere videoer og illustrationer til din webshop.
- Tage professionelle produktbilleder.
- Udvikle 3D-modeller af dine produkter.
Indhold og tekstforfatning
Når du besøger en webshop, er meget af det, du ser og læser, resultatet af professionel indholdsproduktion. Bureauer med speciale i indhold og tekstforfatning dækker alt lige fra produktbeskrivelser til blog-artikler. De kan bl.a. hjælpe med:
- Blogindlæg: SEO-optimerede artikler med redigering og en fast indholdsplan.
- E-mailkampagner: Automatiserede kampagner med målgruppesegmentering, A/B-test og løbende optimering.
- Sociale medier: Planlægning af indhold, betalte kampagner og strategier til at engagere målgruppen.
- Webtekster: SEO-optimeret indhold med en ensartet brandidentitet og fokus på brugeroplevelsen.
Godt indhold hjælper kunderne med at forstå dine produkter og styrker dit brand på tværs af alle kanaler.
Ekspertvejledning
Alle virksomhedsejere kan få brug for sparring undervejs. Eksperter og specialister kan bl.a. rådgive om:
- Forretningsstrategi: Markedspositionering, indtægtsmodeller og vækstmuligheder.
- Produktindkøb: Leverandørvalg, forhandlinger og optimering af forsyningskæden.
- Webshopperformance: Optimering af hastighed, driftssikkerhed og brugeroplevelse.
- Skatter og afgifter ved international handel: Hjælp til at håndtere regler og sikre korrekt administration.
- B2B- og engrosstrategier: Prisstrukturer, bestillingssystemer og løsninger til erhvervskunder.
- International ekspansion: Rådgivning om nye markeder, lokalisering, logistik og betalingsløsninger.
- Produktudvikling: Identificering af markedsmuligheder og udvikling af produkter til nye og eksisterende målgrupper.
Boligbrandet Brooklinen digitaliserede sine manuelle B2B-processer med hjælp fra eksperter og etablerede en dedikeret B2B-butik, der byggede videre på succesen fra virksomhedens direkte salg til forbrugere.
Det gav mærkbare resultater. Teamet kunne bruge 80 % af tiden på kunderelationer frem for manuelle opgaver, mens erhvervskunder fik mulighed for selv at administrere konti og ordrer. Samtidig fik engroskunder en lige så enkel købsoplevelse som virksomhedens øvrige kunder.
Hvorfor samarbejde med et e-handelsbureau?
Der kan være mange gode grunde til at tage en indledende samtale med et e-handelsbureau. Her er nogle af de vigtigste.
Hurtige resultater
Et samarbejde med et bureau specialiseret i webshops kan ofte være en hurtigere og mere effektiv løsning end at ansætte nye medarbejdere, især hvis behovet er midlertidigt eller ikke er stort nok til at retfærdiggøre en fuldtidsstilling. Det tager tid at rekruttere og oplære nye medarbejdere, mens et bureau typisk kan gå i gang med arbejdet med det samme.
Skobrandet Jack Rogers er et godt eksempel. Virksomheden havde i mange år haft succes med at sælge sine sandaler gennem stormagasiner, men ønskede samtidig at styrke sit direkte salg til forbrugerne (DTC) og øge onlinesalget. Jack Rogers valgte derfor at samarbejde med Shopify Plus Partner-bureauet P3 Media, som havde stor erfaring med at migrere webshops til Shopify Plus.
Virksomhedens tidligere e-handelsplatform var tung at arbejde med og krævede mange manuelle processer. Med hjælp fra P3 Media fik Jack Rogers lanceret en ny webshop, som hurtigt blev en af virksomhedens vigtigste salgskanaler. Trafikken steg med 60 %, mens konverteringsraten voksede med 30 %. Havde virksomheden selv stået for projektet, ville processen sandsynligvis have taget betydeligt længere tid.
Specialiseret ekspertise
Når du samarbejder med et bureau specialiseret i e-handel, får du adgang til et team af specialister med erfaring inden for netop det område, du har brug for hjælp til. Selvom det kan være fristende at ansætte én person, der kan lidt af det hele, vil eksperter ofte kunne levere bedre resultater inden for deres fagområde.
Forestil dig, at din webshop står over for et kompliceret teknisk problem. Din interne marketingmedarbejder har måske været med til at udvikle marketingstrategien og kan håndtere mindre opdateringer på hjemmesiden, men har ikke nødvendigvis den tekniske erfaring, der skal til for at løse mere komplekse udfordringer.
Et e-handelsbureau med specialiserede udviklere kan ofte identificere problemet og finde en løsning på kort tid, mens en intern medarbejder måske skal bruge flere dage eller uger på opgaven. Samtidig kan medarbejderen fortsætte med sit primære arbejde uden større afbrydelser.
Et nyt perspektiv
Når man arbejder med sin egen virksomhed hver dag, kan det være svært at få øje på nye muligheder. Et bureau kan bidrage med et friskt perspektiv og erfaringer fra mange forskellige virksomheder og brancher.
Et digitalt bureau kan fx komme med nye kampagneidéer, identificere forbedringsmuligheder på din webshop eller foreslå markedsføringstiltag, som du måske ikke selv havde overvejet.
Et samarbejde med et bureau giver dig adgang til nye idéer og erfaringer, som kan hjælpe med at udvikle både din webshop og din forretning.
Omkostningsbesparelser
Et e-handelsbureau er en investering, men det kan ofte være billigere end at opbygge et tilsvarende internt team. Du får adgang til specialiseret viden og erfaring uden de langsigtede omkostninger og forpligtelser, der følger med en fastansættelse.
Hvis du selv skulle opbygge et komplet marketingteam, skal du ofte ansætte flere forskellige specialister inden for fx digital markedsføring, sociale medier, indholdsmarketing, e-mailmarketing, betalt annoncering og SEO. Samlet kan lønomkostningerne hurtigt løbe op i flere hundrede tusinde kroner om året for en enkelt specialist og i nogle tilfælde flere millioner kroner for et komplet internt team. Dertil kommer udgifter til pension, feriepenge, personalegoder og de værktøjer og softwareløsninger, teamet skal bruge i det daglige.
Afhængigt af hvilke ydelser du har brug for, kan et bureau specialiseret i e-handel give dig adgang til et helt team af specialister fra omkring 2.000-15.000 USD om måneden, svarende til ca. 13.000-100.000 kr. Det er ofte væsentligt mindre, end det ville koste at opbygge et tilsvarende internt team.
Hvornår er det rette tidspunkt at ansætte et e-handelsbureau?
- Du oplever et fald i salget
- Du lancerer et nyt produkt
- Du mangler de nødvendige kompetencer internt
- Du lancerer på et nyt marked
- Du mangler tid i hverdagen
- Du brænder ikke for markedsføring
Hvis du overvejer at samarbejde med et bureau, er der flere tegn på, at tidspunktet kan være det rette.
Du oplever et fald i salget
Hvis du selv har skabt vækst i din virksomhed og oplevet stigende salg, men pludselig ser en nedgang eller stagnation, kan det være en god idé at hente hjælp udefra.
Et full-service e-handelsbureau kan fx gennemgå din webshop for at identificere udfordringer med brugeroplevelsen og samtidig hjælpe med nye markedsføringsinitiativer, der kan tiltrække flere kunder.
Du lancerer et nyt produkt
Hvis du står over for en produktlancering, kan et bureau være med til at skabe større opmærksomhed omkring den. Dine egne markedsføringsindsatser kan være et godt udgangspunkt, men et team af specialister kan hjælpe med at gøre lanceringen endnu mere succesfuld.
Shopify Plus Partner-bureauet Slicedbread hjalp fx luftrenservirksomheden Molekule med at validere sit produktkoncept og gennemføre to forhåndslanceringer, som begge blev udsolgt. Det var resultater, virksomheden sandsynligvis ikke ville have opnået på egen hånd.
Du mangler de nødvendige kompetencer internt
Når du starter en virksomhed, er du ofte en af ganske få medarbejdere, måske endda den eneste. Det betyder, at du ikke nødvendigvis har kompetencerne til både at designe din webshop, sætte den op, skabe indhold til sociale medier og håndtere alle de andre opgaver, der følger med.
Det er her, et e-handelsbureau kan gøre en forskel. Når virksomheden har opbygget en stabil omsætning, kan et samarbejde med et bureau være med til at øge salget og skabe et stærkere fundament for fremtidig vækst.
Du lancerer på et nyt marked
Det kan være en stor opgave at gå ind på et nyt marked, uanset om det sker i forbindelse med en produktlancering eller som led i en international vækststrategi. Derfor vælger mange virksomheder at samarbejde med bureauer, der har erfaring med denne type projekter og kan hjælpe med at reducere risikoen undervejs.
Du mangler tid i hverdagen
Det tager tid at drive en webshop, især hvis du selv udvikler eller producerer de varer, du sælger. Som virksomhedsejer skal du ofte jonglere med alt fra ordrebehandling og opdatering af produktkataloget til regnskab og kundeservice.
Hvis du har svært ved at finde tid til sociale medier eller løbende at producere indhold, kan et bureau overtage nogle af opgaverne. Det giver dig mulighed for at fokusere på den daglige drift, mens bureauet hjælper med markedsføringen.
Du brænder ikke for markedsføring
Hvis markedsføring ikke er din stærkeste side, behøver du ikke klare det hele selv. Få styr på det mest nødvendige i opstartsfasen, og overvej derefter at samarbejde med et bureau til webshops.
Et godt bureauforhold kan udvikle sig til et langsigtet samarbejde, der hjælper med at skabe vækst i din virksomhed, samtidig med at du kan bruge din tid på de områder, hvor du skaber mest værdi.
Sådan vælger du det bedste e-handelsbureau til din webshop
- Find ud af, hvad du har brug for
- Undersøg markedet
- Overvej dit budget
- Gennemgå mulighederne
- Tal med de bureauer, du overvejer
- Gennemgå og acceptér deres forslag
- Indgå samarbejdet
Nu hvor du ved, hvorfor og hvornår det kan give mening at samarbejde med et bureau, er det næste spørgsmål, hvordan du finder det rette match. Her er en trinvis guide.
1. Find ud af, hvad du har brug for
Hvad er dine vigtigste mål? Det kan fx være at:
- Øge det månedlige salg.
- Få flere besøgende til din webshop.
- Forbedre brugeroplevelsen på din hjemmeside.
- Lancere et nyt produkt.
- Øge kendskabet til dit brand.
- Tiltrække flere følgere på sociale medier.
Når du har styr på dine mål, bliver det lettere at finde et e-handelsbureau med de rette kompetencer.
2. Undersøg markedet
Næste skridt er at undersøge markedet og få et overblik over, hvad du gerne vil opnå. Se fx på virksomheder, der har løst lignende udfordringer eller opnået de resultater, du går efter.
Det kan give bureauet et bedre udgangspunkt for at forstå dine ambitioner og foreslå den rigtige strategi.
3. Overvej dit budget
Tænk over, hvor meget du vil investere, og hvor hurtigt du ønsker at se resultater. Budgettet afhænger bl.a. af projektets omfang, tidsplan og kompleksitet, men mange bureauer tilbyder fleksible løsninger, der kan tilpasses forskellige behov.
4. Gennemgå dine muligheder
Et godt sted at starte er Shopifys partnerkatalog, hvor du kan finde bureauer med dokumenteret erfaring og ekspertise inden for e-handel.
Når du har fundet relevante bureauer ved at filtrere efter de ydelser, du har brug for, kan du begynde at undersøge deres hjemmesider. Kig på tidligere projekter, kundeanmeldelser og casestudier for at vurdere, om de har erfaring med virksomheder, der ligner din.
Du kan også oprette et projekt i Shopify Partners og komme i kontakt med kvalificerede bureauer, der matcher dine behov.
Når du har udvalgt de bureauer, du er mest interesseret i, er det tid til at tage kontakt.
5. Tal med de bureauer, du overvejer
Kontakt et eller flere bureauer via deres hjemmeside. Mange bureauer på området tilbyder en gratis indledende samtale, hvor I kan lære hinanden bedre at kende og afklare, om et samarbejde giver mening.
Samtalen er også din mulighed for at vurdere bureauet. De vil naturligvis gerne vinde opgaven, men det er lige så vigtigt, at du føler, at samarbejdet er det rette.
Overvej fx at stille disse spørgsmål:
- Har I erfaring med virksomheder i min branche? Hvilke resultater har I skabt?
- Hvem kommer til at arbejde med min virksomhed? Hvordan foregår kommunikationen, og hvor ofte følger vi op?
- Løser I alle opgaver internt, eller samarbejder I med freelancere og eksterne specialister? Hvordan vælger I dem?
- Hvordan ser jeres onboarding-forløb ud?
- Hvad forventer I af mig og mit team under samarbejdet?
- Hvordan arbejder I i hverdagen, og hvordan bliver vi løbende opdateret på resultaterne?
- Hvornår mistede I sidst en kunde, og hvad var årsagen?
Tilføj gerne dine egne spørgsmål, så du får det bedst mulige grundlag for at vurdere samarbejdet.
6. Gennemgå og acceptér deres forslag
Efter den indledende dialog udarbejder bureauet et forslag, der tager udgangspunkt i de ydelser og mål, I har talt om.
Det første møde er vigtigt, fordi det sikrer, at bureauet forstår dine behov og kan udarbejde et forslag, der matcher dine forventninger. Det mindsker risikoen for misforståelser og unødvendige rettelser senere i processen.
Gennemgå forslaget grundigt, og vurder, om det passer til både dine mål og dit budget.
7. Indgå samarbejdet
Hvis du vælger at gå videre, sender bureauet en kontrakt og sætter projektet i gang. Herefter starter onboarding-processen, hvor bureauet indsamler de oplysninger og materialer, det skal bruge for at komme godt fra start.
Når samarbejdet er i gang, er det vigtigt at have en løbende dialog med bureauet og sikre, at de har de nødvendige oplysninger for at kunne levere de bedste resultater. Følg samtidig udviklingen, og aftal faste statusmøder, fx hver uge eller hver anden uge, så I løbende kan følge op på fremdriften og resultaterne.
Vælg det rette e-handelsbureau til din virksomhed
Et samarbejde med det rette e-handelsbureau kan hjælpe din virksomhed med at vokse og skabe nye muligheder. Derfor er det vigtigt at vurdere dine behov, dit budget og dine mål, så du finder en samarbejdspartner, der passer til din forretning.
Brug tid på at undersøge de forskellige bureauer, stil de nødvendige spørgsmål, og gennemgå deres forslag grundigt. Shopify Partners er et godt sted at finde bureauer med dokumenteret erfaring inden for e-handel.
Med det rette bureau ved din side kan du håndtere nye udfordringer og skabe et stærkt fundament for langsigtet vækst.
Ofte stillede spørgsmål om e-handelsbureauer
Hvad laver et e-handelsbureau?
Et e-handelsbureau hjælper virksomheder med at sælge produkter online ved at udvikle og styrke deres digitale tilstedeværelse. Bureauerne tilbyder en bred vifte af ydelser, herunder opsætning af webshops, digital markedsføring, indholdsproduktion, SEO og løbende optimering med fokus på at øge synlighed og salg.
Hvad koster det at få hjælp fra et bureau inden for e-handel?
Prisen afhænger af projektets omfang, virksomhedens behov og bureauets ekspertise. Shopify anslår, at bureauydelser typisk koster fra 1.000 til 20.000 USD om måneden, svarende til ca. 7.000-130.000 kr. Mere omfattende projekter kan koste mere.
Hvad er et full-service e-handelsbureau?
Et full-service e-handelsbureau tilbyder en samlet løsning til virksomheder, der sælger online. Bureauet kan hjælpe med alt fra opsætning af webshop og markedsføring til vedligeholdelse og løbende optimering, så du får én samarbejdspartner til flere forskellige opgaver.
Hvad er et Shopify-bureau?
Et Shopify-bureau er specialiseret i at hjælpe virksomheder med at opbygge, udvikle og drive webshops på Shopify-platformen. Bureauerne kan bl.a. hjælpe med webshopdesign, digital markedsføring, indholdsproduktion, SEO og teknisk udvikling samt rådgive gennem hele processen med at udvikle og vækste en e-handelsvirksomhed.

