Shopify udvikler sig hele tiden med nye funktioner og løbende forbedringer, der giver forhandlere et forspring – men det skal ikke føles besværligt at holde sig opdateret. Derfor har vi samlet alle nyheder om vores POS (kassesystem, software og hardware) samt relevante ændringer i Shopify ét sted.
Hver anden uge udgiver Shopify en ny version af POS-appen, og vi opdaterer dette indlæg med de vigtigste nyheder. Hvis du har flere butiklokationer, anbefaler vi at bruge et MDM-system (Mobile Device Management) til at administrere app-versioner og teste nye udgivelser på udvalgte enheder, før de rulles ud i alle butikker.
Bemærk, at tilgængeligheden af POS-funktioner, betalingsmetoder og hardware kan variere efter land, abonnement og opsætning. Gennemgå derfor altid de relevante krav i Shopify Hjælp, før du udruller nye funktioner på tværs af butikker.
Opdateringer i POS version 11.13
- Masseimport af brugere ved hjælp af en CSV-fil
- Seneste indkøbskurve understøtter nu returneringer og ombytninger
- Flyt dine Liquid-tilpasninger til den visuelle kvitteringseditor
Opdateringer i POS version 11.12
- Tydeligere mulighed for ombytning ved returnering
- Duplikerede betalingsmetoder grupperes ved refusion
Opdateringer i POS version 11.13 (udgivelsesdato 17. august 2026)
Masseimport af brugere ved hjælp af en CSV-fil
Hvad er ændret: Du kan nu oprette, suspendere og genaktivere flere brugere på én gang ved at importere en CSV-fil i Shopify-administratoren. Du kan oprette administrator- og POS-brugere med tildelte pinkoder samt suspendere eller genaktivere eksisterende brugere i samme import.
Sådan hjælper det dig: Funktionen sparer tid, når du åbner nye butikslokationer, ansætter sæsonpersonale eller skal administrere et voksende team. I stedet for at opdatere hver bruger manuelt kan du foretage ændringer for mange brugere på én gang og samtidig mindske risikoen for fejl i opsætningen.
Tilgængelighed: Funktionen er tilgængelig nu i Shopify-administratoren. Gå til Indstillinger > Brugere > Importer for at downloade en CSV-skabelon og komme i gang.
Læs mere om import af brugere i bulk ved hjælp af en CSV-fil.
Seneste indkøbskurve understøtter nu returneringer og ombytninger
Hvad er ændret: Seneste indkøbskurve omfatter nu også igangværende returneringer og ombytninger. Tidligere kunne funktionen kun bruges til salg, så en returnering eller ombytning, som en medarbejder havde påbegyndt, ikke kunne gemmes, deles eller hentes på en anden enhed. Nu vises igangværende returneringer og ombytninger sammen med de øvrige indkøbskurve i oversigten over delte indkøbskurve. Her kan medarbejdere hente, fortsætte og afslutte dem fra enhver enhed. Som standard vises indkøbskurvene for den medarbejder, der er logget ind.
Sådan hjælper det dig: Medarbejderne får nu samme fleksibilitet ved returneringer og ombytninger som ved almindelige salg. En medarbejder kan for eksempel starte en returnering eller ombytning sammen med kunden ude i butikken og derefter lade en kollega afslutte den ved kassen. Varerne behøver ikke at blive scannet igen, og transaktionen skal ikke startes forfra. Det gør det lettere at håndtere travle perioder ved kassen og samtidig holde styr på igangværende indkøbskurve ét sted.
Tilgængelighed: Muligheden for at dele seneste indkøbskurve blev lanceret i POS v11.11. Funktionen kræver, at den relevante tilladelse til administration af delte indkøbskurve er aktiveret i Shopify-administratoren. I POS v11.13 kan POS Pro-forhandlere med returneringer og ombytninger aktiveret også bruge funktionen til igangværende returneringer og ombytninger.
Flyt dine Liquid-tilpasninger til den visuelle kvitteringseditor
Hvad er ændret: Shopify har samlet udskrevne kvitteringer i én skabelon og gjort flere af de mest almindelige tilpasninger tilgængelige direkte i den visuelle editor i POS-kanalen i Shopify-administratoren. Det betyder, at du i færre tilfælde behøver at redigere kvitteringskoden med Liquid. Hvis du i dag bruger kodeeditoren til at tilpasse dine kvitteringer med Liquid, fortsætter din nuværende skabelon med at fungere. Du skal dog skifte til den visuelle editor inden årets udgang. I kodeeditoren vises nu en meddelelse om, at den bliver erstattet den 1. januar 2027.
Flere indstillinger, som tidligere krævede tilpasning med Liquid, kan nu ændres direkte i editoren. Det gælder blandt andet rækkefølgen af oplysninger på kvitteringen, navnet på den medarbejder, som salget tilskrives, virksomhedsoplysninger som CVR-nummer og momsregistreringsnummer samt din returneringspolitik. Hvis du har brug for yderligere tilpasninger, kan du stadig tilføje egen tekst og tilpassede Liquid-blokke i sidehovedet og sidefoden.
Sådan hjælper det dig: Den visuelle editor gør det lettere at administrere kvitteringer på tværs af lokationer uden at skulle vedligeholde omfattende Liquid-kode til almindelige tilpasninger som branding, returneringspolitik og skatte- eller momsoplysninger. Du kan samtidig holde kvitteringerne ensartede, se ændringerne i en forhåndsvisning og mindske risikoen for, at ældre skabeloner mangler vigtige oplysninger. Danske virksomheder, der er omfattet af kravene til digitale salgsregistreringssystemer, skal dog fortsat sikre, at den samlede løsning og de udstedte kvitteringer lever op til de gældende danske regler.
Tilgængelighed: Du kan til enhver tid åbne den visuelle editor fra kodeeditoren og tilpasse og gemme din nye kvitteringsskabelon, mens din nuværende Liquid-skabelon fortsat bruges. Når den nye skabelon er klar, kan du skifte til den visuelle editor. Skiftet gælder for hele butikken og kan ikke fortrydes, så gennemgå forhåndsvisningen grundigt, før du bekræfter.
Tilpas dine udskrevne POS-kvitteringer.
Opdateringer i POS version 11.12 (udgivelsesdato 10. august 2026)
Tydeligere mulighed for ombytning ved returnering
Hvad er ændret: På skærmen, hvor medarbejderen vælger de varer, der skal returneres, vises nu en tydelig opfordring til at tilføje varer til en ombytning. Det var allerede muligt at gøre dette på dette trin i returneringsprocessen, men muligheden er nu nemmere at få øje på dér, hvor medarbejderen allerede arbejder med returneringen.
Tilgængelighed: Funktionen er automatisk tilgængelig i POS v11.12 og kræver ingen opsætning.
Duplikerede betalingsmetoder grupperes ved refusion
Hvad er ændret: Hvis en ordre er betalt med flere betalingsmetoder, bliver gentagne betalinger med samme metode nu samlet på én linje i refusionsoversigten. Tidligere blev hver betaling vist som en separat post, også når den samme betalingsmetode var blevet brugt flere gange – for eksempel ved to separate kortbetalinger eller hvis et gavekort var blevet brugt to gange.
Medarbejderen får nu ét samlet beløb for hver betalingsmetode. Det gør det lettere at kontrollere, hvordan refusionen fordeles, før den gennemføres.
Tilgængelighed: Funktionen er automatisk tilgængelig i POS v11.12 og kræver ingen opsætning.





